Hvorfor man ikke bør lade sig indfange af den militære opmarch

Afghanistan er blevet besat og sandsynligvis vil det også snart blive Iraks tur. Den nye amerikanske militærdoktrin siger det rent ud: krigen skal fortsætte. Ligesom et isbjerg viser den "uendelige krig" kun den del, der stikker op over overfladen; men også i den usynlige del, der er langt mere sammensat, aftegner der sig så småt en fjende, der er forskellig fra den, som propagandaen udpeger.

Nogle siger, at det her er en "krig om olie". De Forenede Stater er imidlertid den største opkøber af råolie, og de ejer de største virksomheder, der forhandler og bearbejder råolie. Ligesom det skete i 1970'erne, er de Forenede Stater i stand til at vende råvarestrømmen til deres fordel. Mere end af olie er de hjemsøgt af en frygt for at få svækket den krumtap, som deres imperiale herredømme drejer om, nemlig kontrollen over kapitalbevægelserne, som er mere end kontrollen over olieproduktionen.

Enorme mængder af kapitaler, der vokser støt takket være olieindkomsternes fortsatte vækst, er ved at finde sammen i et system kaldet Islamic Banking. Disse kapitaler blev førhen især sendt til de Forenede Stater og England for dér at blive investeret i statsobligationer eller direkte i aktiekøb; de forbliver nu i de olieproducerende lande eller virker selvstændigt i udlandet. Således har saudiaraberne f.eks. 1.200 milliarder dollars i bevægelse i USA og kontrollerer den største amerikanske bank, Citygroup. Den "islamiske finans" truer derfor med at blive en afgørende finansel magt i stand til at akkumulere ikke bare petrodollars, men også euro og yen.

For de Forenede Stater ville det være en katastrofe, om de "islamiske" kapitaler fandt sammen med Europas og Japans, dvs. med de lande, hvormed de Forenede Stater konkurrerer industrielt og finansielt. I dag betaler disse lande tunge afgifter til olierenten, men har ikke haft glæde af de returbevægelser, oliekapitalerne hidtil har haft i retning af USA og England. Kontrollen med oliestrømmene udgør derfor et magtfuldt våben i kampen med konkurrenterne. De Forenede Stater har behersket verden og gjort den til sin fjende, og begynder de at udvise svaghed nu, vil de blive fejet væk. Det vil ikke ske ved en direkte krig, som ingen endnu kan påføre dem, men i kraft af den økonomisk-politiske situation, der er ved at opstå.

De Forenede Stater er derfor tvunget til at angribe af vitale årsager. "Terrorisme" og "slyngelstater" er blot udtryk for korsfarerpropaganda. Derfor må de ty til en teori om forebyggende global krig. Forberedelserne til et omfattende politisk-militært felttog er ikke bare vendt mod Irak, men har til formål at opretholde den nuværende magtbalance og sikre det amerikanske borgerskabs kontrol med en globaliseringsproces, der spidser til. Det skal ske ved at underodne sig de andre industrilande, om de vil det eller ej.

Som en følge af denne situation begynder mindre borgerskaber eller dele af disse at tage opstilling for at gøre sig til nyttige partnere for den ene eller anden lejr. Og deres diplomatiske aktivitet igangsætter atter en debat i den store pacifistiske omverden, der er missionsk, antiimperialitisk og demokratisk. Den påkalder sig en universel pacifisme over for de Forenede Staters yderliggående slagord: "ønsker du fred, må de forberede krig". Som et ekko i midten lyder det såkaldt revolutionære slagord: "Den imperialitiske krig skal forvandles til revolution!". For det sagde Lenin. Men hvordan skal en så storslået parole kunne virkeliggøres? Og med hvilke midler?

Vi siger, at det er nødvendigt at forkaste den pacifistiske debat om krigen. At det er forkert at tage parti for den ene eller den anden stat. At det ikke tjener noget formål at fordømme den imperialistiske aggressivitet ud fra et moraliserende synspunkt. Analysen af en krig kan ikke bygge på flyvske retskategorier om en "angreben part" og en "angriber". Men det vil også være meget dumt at udvise ligegyldighed over for udfaldet af en sådan krig, om så den blot foregik mellem fjendtligt indstillede imperialismer. Det er i stedet nødvendgt at gennemføre en bedømmelse af de virkninger, en sådan krig vil have ikke på nationerne, men på klasserne.

Krigen i Mellemøsten er faktisk foregået i årevis. Og den har vist sig i stand til at ud over de krigsførende parter at indblande alt og alle omkring sig: Israel, palæstinenserne, olien, Kurdistan, alle de forbundne parter i Mellemøsten, de Forenede Stater samt resten af verden. Selvfølgelig er også proletariatet blevet indblandet. Indtil videre findes der imidlertid ikke noget velorganiseret proletariat, der er parat til at kæmpe ud fra egne klasseinteresser. Det ville allerede være et stort resultat, såfremt amerikanske og irakiske soldater nægtede at kæmpe, som det skete på den amerikanske hjemmefront under Vietnamkrigen og på slagmarken under den anden Golfkrig, da irakiske soldater nægtede at yde modstand over for den monstrøse krigsmaskine, som var ved at knuse dem, for i stedet at blive i live og derfor nyttige for deres egen fremdtidige kamp som klasse.

Under alle omstændigheder må instruksen lyde: Undgå at forråde! Vi må i det mindste bekæmpe, at proletarerne indblandes i krigen på det ene eller det andet borgerskabs side, uanset om det er det amerikanske, det europæiske eller det islamiske. Ligesom vi må bekæmpe illusionen om, at krigen kan undgås ved pacifisme.

Løbeseddel uddelt af det italienske "tidsskrift for den virkelige bevægelse, der kan ophæve den nuværende tingenes tilstand" N+1, i februar 2003.